Biograf siden 1928
Dragør fik sin første moderne biograf i 1928, da tømmermester Johs. Petersen byggede et nyt biografteater i Dragørgaard. Den gamle biograf på havnen blev revet ned, og den nye sal med 206 pladser blev indviet med stor lokal opbakning. Fru Marie Bothmann havde bevillingen, men hun bortforpagtede den til Petersen, som hurtigt blev biografens drivkraft.
Biografen blev et samlingspunkt i byen. Dragør Posten beskrev begejstret den nye ventilation, den varme sal og de karakteristiske matte lamper, der gav rummet en næsten festlig stemning. Skolen og biografen indledte et tæt samarbejde, og børnene fik gratis adgang til dokumentarfilm – en stor oplevelse i en tid før fjernsynet.
I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne skiftede biografen hænder flere gange. Tonefilmen gjorde sit indtog, og Dragør fulgte med.
Efter en periode med usikkerhed fik Axel Hansen bevillingen i 1932. Han moderniserede biografen, installerede lydanlæg og åbnede med den danske tonefilm Præsten i Vejlby. Publikum strømmede til, og Hansen blev en stabil og vellidt biografdirektør i mere end fire årtier.
Gennem årene blev biografen løbende forbedret: nye stole i 1955 og igen i 1980, opgraderet lyd i 1979 og et repertoire, der blandede store internationale film med danske klassikere. Da Hansen døde i 1978, overtog Inge og Svend Poulsen driften. Svend Poulsen fortsatte traditionen med lave billetpriser og et bredt filmudvalg.
I begyndelsen af 1980’erne blev Dragør Bio ramt af de samme udfordringer som mange små biografer: TV og video trak publikum væk. Besøgstallet faldt markant, og biografens fremtid blev usikker. Dragør Kommune indkaldte til borgermøde, og initiativet Red Biffen blev sat i gang for at sikre biografens overlevelse.
Et frivilligt fællesskab i mørket fra 2015-2023
Der findes steder, hvor mennesker mødes uden at skulle præstere. Hvor man kan være stille sammen. Hvor latteren breder sig i salen, og hvor stilheden efter rulleteksterne føles som noget, man deler. Dragør Biograf har været sådan et sted.
Fra 2015 til 2023 har 50-60 frivillige ildsjæle båret Dragør Biograf frem – ikke som et kommercielt foretagende, men som et fællesskab drevet af passion og kærlighed til både film og byen. Her har vi skabt oplevelser, der rækker ud over lærredet. Vi har inviteret instruktører, skuespillere og kunstformidlere til samtale og nærvær. Vi har serveret portvin til Downton Abbey, tulipanløg til Tulipanfeber, og græsk mad til Mamma Mia – ikke fordi det var nødvendigt, men fordi det gjorde oplevelsen hel.
Vi har haft besøg af nogle af Danmarks og verdens mest markante filmskikkelser – Ghita Nørby og Viggo Mortensen – som ikke blot holdt oplæg om deres film, men de delte også ud af historier, smil og autografer med generøsitet og charme. Disse møder har sat sig spor i lokalsamfundet og gjort det muligt for publikum i Dragør at komme helt tæt på filmens verden.
Vi har fået gæsterne til at synge med på Så længe jeg lever, haft Karen Blixen- byvandring før Pagten, og ladet børnene møde både brandmænd og ’Lassie’. Vi har talt om bøger før filmen, og vi har givet plads til filmprojekter fra filmskolen, kunstfilm for børn, Med Skolen i biografen og filmklub for børn. Vi har været et rum for dannelse, samtale og leg – og vi har gjort det med hjertet.
Dragør Biograf var en biograf for hele byen – og lidt til. Vores gæster talte tillige turister og gæster fra hele Amager. De værdsatte biografens særlige atmosfære, som man ikke finder i de store kæder.
Når vores frivillige havde vagt, var de biografdirektør for dagen. Med et smil og en venlig bemærkning bød de alle velkommen – uanset om man kom fra Dragør, nabobyerne eller blot var på besøg. Vores frivillige kendte ikke bare filmene – de kendte også gæsterne. Her var det helt naturligt at hilse på hinanden, småsludrer før filmen og dele reaktioner, grin eller refleksioner efter rulleteksterne.
Under Coronaen blev vi nødt til at indføre nummererede pladser – og det skabte uventet røre. For som flere af vores gæster sagde: “Man møder jo altid nogen, man kender – og så vil man sidde sammen.” Netop den sætning indfanger Dragør Biograf i sin essens: et sted, hvor man ikke bare ser film, men møder mennesker – og hører hjemme.
Vi var en biograf, der spejlede byen. En biograf, hvor gæsterne ikke kun var gæster, men medskabere. Hvor frivillighed ikke var et kompromis, men en styrke. Hvor kultur ikke er noget, man konsumerer – men noget, man deler.
Vi ved, hvad vi kan. Vi kan skabe rum, hvor mennesker mødes. Vi kan skabe oplevelser, der bliver husket. Og vi kan gøre det igen.
Sådan hjælper du os …
Du kan hjælpe os med første skridt mod en ny kulturbiograf i hjertet af
Dragør ved at deltage i denne indsamling. Dette inkluderer blandt andet
ingeniørundersøgelser, jordbundsundersøgelser, arkitektrådgivning
samt øvrige nødvendige tekniske forundersøgelser, der skal sikre
et solidt grundlag for den videre fondsansøgningsproces.
Lidt om projektet
Vi er i gang
År vi har været i gang
Vi har i flere år været i gang med visionen om en ny biograf for Dragør
Medlemmer
Vi er støttet af medlemmer fra både Dragør Borgerforening og Dragør Biografforening
Tilskud opnået
Vi har modtaget støtte fra Nordea-fonden til handicpaforhold
Lokal støtte
Vi har brug din støtte til vores arbejde med med de indledende undersøgelser